Rubiner, kongen af ædelstene

rubiner-troels-olivero

Hvilke farve vil man umiddelbart forbinde med kærlighed og vitalitet, passion og styrke. Det er let er det ikke. RØD. Rød er kærlighedens farve. Rød udstråler varme og vitalitet. Og rød er også farven på rubin, kongen af ædelstene. I den fascinerende verden af ædelstene er rubin nummer 1.
I tusinder af år har rubinen været den mest kostbare ædelsten i verden. Den har alt som en værdifuld ædelsten skal besidde. Fantastisk farve, robust og hård og en superb brillans. Som tillæg er den i de fineste eksemplarer en meget sjælden ædelsten.
I lang tid var Indien stedet man hentede rubiner op af jorden. I indisk litteratur går rubinen mere end 2 tusind år tilbage. Navnet ”corundum”, som er det navn vi bruger om mineralet i dag kommer fra Sanskrit ordet ”kuruvinda”. Sanskrit ordet for rubin er ”ratnaraj”, som betyder noget med ”kongen af ædelstene”. Og det blev taget bogstaveligt. Når en speciel smuk rubin blev fundet sendte regenten et følge ud til minen for at modtage den kostbare sten på kongelig maner. I dag pryder mange rubiner royale kroner og samlinger men er de virkelig alle rubiner?

Kun en anelse krom

Rubin er den røde variation af mineralet corundum, et af de hårdeste mineraler vi kender, kun overgået i hårdhed af diamant. På Mohrs skala er corundum 9 ud af 10. Ren corundum er farveløs. Tilføj elementer som krom, jern, titanium eller vanadium og den farveløs corundum får alverdens farver. Rød corundum hedder rubin, alle andre farver corundum hedder safir hvoraf den blå er den mest kendte.
Det nære slægtskab mellem rubiner og safirer har kun været kendt siden begyndelsen af det 19 århundrede. Indtil da troede man også at røde granater og røde spinler var rubiner. Derfor er de kendte ”Black Ruby og ”Timur Ruby”, 2 af det britiske kongehus ædelsten slet ikke rubiner men spinler.

Rubin, denne fantastiske røde variant af den mange farvede corundum familie, består af aluminium oxiden samt krom og små spor af andre elementer afhængig af hvor rubinen er fra. I meget fin farve og fin klarhed er de ret sjældne, som skyldes det farvede element krom. For selv om krom giver den flotte farve er det også krom der er skyld i de mange sprækker og indeslutninger i rubiner og kun i ganske få tilfælde opstod situationer ved dannelse hvor rubin kunne formes til perfekte eksemplarer.
Af den grund er ubehandlede rubiner over 3 carat I perfekt farve og næsten uden indeslutninger meget sjældne og meget værdifulde og opnår priser højere end samme størrelser diamanter.

Rubiners oprindelse

Den mest vigtige egenskab ved en rubin er dets farve. Men hvilken rød er den smukkeste rubinrød? Det er et godt spørgsmål. Nuancerne er mange, og tit er skønhed en individuel betragtning men værdimæssigt er der nogle klare regler. Den fineste farve er ” Burma rød” også kaldet ”pigeon-blood-red”. At farven er Burma rød betyder ikke nødvendigvis at rubinens oprindelse er Burma men at det er top farven. At man kalder den Burma rød er fordi at farven netop er kendetegnet ved den fantastisk smukke røde farve som kommer fra det legendariske Mogok i det nordlige Burma hvor de berømte rubinminer ligger i dalen omringet af høje bjerge. De fineste eksemplarer udstråler en intensitet som nærmest kan sammenlignes med et rødt trafiklys og en fantastisk brillans uanset om det er i dagslys eller kunstig lys.

Når man taler om Mogok bliver man også nødt til at nævne det næsten lige så vigtige rubin område der ligger ved den lille by Mong Hsu i det nordøstlige Burma, nu Myanmar. Oprindeligt troede man ikke rubinerne fra dette område kunne bruges som smykkesten, da de ubehandlede rubiner var tofarvede med en næsten lillasort midte og rød omkreds. Først da man opdagede at gennem varmebehandling kunne man omdanne disse tofarvede rubiner til smukke røde stene kom der for alvor gang i produktionen. Mong Hsu er i dag et af de vigtigste rubin miner for varmebehandlede rubiner mellem 0,5 – 3.0 ct, en behandling næsten alle rubiner har været udsat for på ædelstensmarkedet.
Hvis du er interesseret i at læse mere om vurdering af rubiner så læs min artikel, farve graduering af rubiner.rubiner-troels-olivero

Rubin miner findes også i nabolandet Vietnam, nær den kinesiske grænse. Rubiner fra Vietnam har normalt en anelse lilla nuance. Rubiner fra Thailand, som er et klassisk rubin land, er normalt mørkere røde med en tendens til en brunlig nuance. Ceylon rubiner, som nu er ret sjældne, har normalt en lysere rød farve.
Andre rubin lokaliteter er det nordlige Pakistan i Hunza dalen, Kashmir regionen, Tadzhikistan, Laos, Nepal og Afghanistan samt ikke mindst Indien hvor store krystaller er fundet i Mysore og Orissa. Desværre er de oftest fyldt med mange indeslutninger men er perfekte som cabochon slebne smykkesten, en slibning som er meget populær i Indien.
Senest er der fundet store fund af rubiner i Øst Afrika. Specielt fra Madagaskar er der kommet mange rubiner til rådighed på ædelstensmarkedet men også fra Kenya og Tanzania udvindes der mange rubiner. De afrikanske rubiner kommer dog normalt ikke kvalitetsmæssigt i nærheden af Burma rubinerne.

 

Læs mere om rubiner hos GIA eller køb smykker på DGAL

Troels Olivero

Please follow and like us: