Opal – Iklædt regnbuens farver

troels-olivero-opal
Alle naturens vidunderlige farver ser ud til at gengives i fine opaler. Australien er opalerne land. Næsten 95 % af alle opaler kommer fra Australien.

Utallige historier og legender forbindes med opaler. Man har kendt dem og kan spore dem tilbage til tider før nogen kan huske, tilbage til tiden hvor Australien tilhørte Aborigin. Det er nævnt i deres historie at skaberen dalede ned på jorden på en regnbue, for at bringe fred mellem alle mennesker og hvor hans fod rørte jorden, blev stenene levende og begyndte at stråle i alverdens farver. Og således blev opaler født.

Gruppen af opaler udgør en række af fine ædelstene som har det til fælles at de stråler i et skiftende farvespil når de bevæges. Afhængig af hvilket slags sten, hvor de findes samt baggrundsfarven inddeles de i navne som ”Black Opal”, ”White Opal”, ”Crystal Opal”, ”Boulder Opal”, ”Matrix Opal”, ”Yowah Nuts Opal” samt ”Mexican Opal” og ”Fire Opal”. De viser alle et fantastisk farvespil i alle farver, på nær fire opal, grundet den er transparent. De mindre fine opaler der mangler det skiftende farvespil ved bevægelse kaldes under et for ”Common Opals” almindelige opaler.

Upala, Opallios eller Opalus – fascination skabt på et lille område

Navnet opal er formodentligt opstået fra sanskrit ”upale” som betyder kostbar sten. Og videreudviklede sig til den græske betegnelse ”opallios”, som kan oversættes til farveskiftende. I det gamle Rom eksisterede der en ”opalus” en sten fra flere elementer. Så romerne havde måske allerede en ide om hvad der gør at opaler kan vise dette fantastiske farvespil. Men mere om det senere.

Den kendte romerske forfatter Pliny skrev at opaler er den smukkeste af alle ædelstene. Den kombinerer brillansen fra almandin, den skinnende lilla farve fra ametyst, den gyldne sol fra topas og det dyb blå hav fra safir i en smuk kombination.

Op til midten af det 19 århundrede var opaler ret sjældne udenfor Australien. Men med gemmologernes medbringen af opaler til ædelstens centeret i Idar-Oberstein blev den introduceret i smykkeindustrien. Og den blev modtaget med stor begejstring. Specielt i Art Deco perioden blev den flittigt benyttet sammen med emalje som var et andet populært materiale på det tidspunkt.

Hvad der er skyld i det fantastiske farvespil i opaler var ukendt helt op til 1960erne hvor en gruppe australske videnskabsfolk, i elektron mikroskop opdagede, at det var små begrænsede områder af kisel gel i stenen der ved brydning og tilbagekastning af lyset skyldes det fantastiske farvespil. Områderne, som er små strukturerede og afgrænsede områder er i stand til at opdele lyset gennem dets passage i stenen og derved ændre farven i lyset.

Australien, opalernes land

Australien er opalernes land og i dag udvindes næsten 95 % af verdens opaler i Australien. De resterende 5 % udvindes i Mexico, Idaho og Nevada i USA samt det nordlige Brasilien og for nylig har man også fundet opaler i Etiopien og Mali.

Opalernes historie går millioner af år tilbage fra da Australien var dækket af store indlands søer hvor stenaflejringer blev ophobet langs bredderne. Når vandmasserne skyllede over aflejringerne efterlod de kisel i de flydende åbninger og nicher i de sedimentære stenaflejringer. Langsomt blev kisel stenene forvandlet til opaler. Så kort fortalt består opaler af kisel med en procentdel vand.

Den hvide mand der nu havde beboet Australien fandt ved et tilfælde i 1849 på en Australsk farm kaldet Tarraville den første opal. Udvinding startede i 1890 ved White Cliff. Og selv i dag er navne som White Cliff, Lighning Ridge, Andamooka eller Coober Peddy nærmest hellige steder for opal entusiaster. Det mest berømte navn er nok Lightning Ridge, stedet hvor verdens fineste opaler, de såkaldte ”Black Opals” findes.

Ved Andamooka hvor ”Crystal Opals” udvindes blev den største opal nogensinde fundet, en 6,843 kilo kæmpe der fik navnet ”Andamooka Desert Flame”. Coober Peddy, for resten, er et ord fra Aborigin sproget der betyder, ”hvid mand i et hul”, og som hentyder til måden hvorpå arbejderne boede og opalerne blev udgravet. For at beskytte sig mod heden om dagen og den kolde vind om natten boede de i skure og huse i de store huller som også virkede som åbne miner, hvor opalerne kom til dagens lys. Hullerne eller minerne var mellem 5 og 40 meter dybe. Metoden har ikke ændret sig siden 1890 og selv i dag er det stort set med samme slags metode der bruges ved udvinding af opaler.

Selv i dag er det at være opal graver et svært og krævende job, selv om værktøjerne til brug har udviklet sig. Men håbet er det samme. Drømmen om at finde disse kostbare stene der kan sikre en økonomisk frihed.

Om cabochon, dubletter og tripletter

For at bringe det bedste ud af det fantastiske farvespil slibes opaler i afrundede slibninger, de såkaldte cabochon slibninger. Her er der ingen skarpe kanter eller facetter. Den eneste opal man sliber i facetter er ”fire opal”, og det kun de fineste eksemplarer, da det er en transparent opal uden det samme farvespil.
Ved slibning fjernes først alle eksterne urenheder, ved hjælp af et diamant slibehjul, derefter slibes den rå opal i den form der egner sig bedst. Så fin slibes den med sandpapir og til sidst poleres den med et vådt læder slibehjul.troels-olivero-opal

Opaler er oftest fundet som flade stykker. Store opaler er sjældne. Til brug i smykkeindustrien er de tynde flader af opaler oftest limet sammen med andre typer materiale som onyks, obsidian eller sort glas. Derved fås de såkaldte ”dublets” hvor kun den øverste millimeter tynde del er opal og resten et andet materiale. Ud fra ”dublets” er så designet de såkaldte triplets der har fået et ekstra 3. materiale som bjerg krystal, plastik, eller hård glas som et beskyttende lag.

Opaler elsker kontakten med hud.

På grund af vandindholdet i opaler, typisk mellem 2 og 6 % kan opaler over en længere periode, hvis de opbevares i tørre og varme steder tørre ud med det resultat at der kan komme sprækker i overfladen. Derfor har opaler det bedst med at blive brugt og båret på huden så den opnår den nødvendige fugtighed fra luften og fra huden.

Opaler er ikke særligt hårde, kun 5-5,5 på Mohrs skala. Derfor er de ikke velegnet til grabbe fatninger hvor stenen er ubeskyttet mod stød. De skal helst beskyttes med en fatning der går hele vejen rundt om stenen. Tidligere beskyttede man opaler ved at give dem olie men i dag bruges ofte farveløst harpiks. Opaler behandles ofte med kogning i en sukkeropløsning men det er en anden historie du må have til gode.

Fra Harlequin til påfugl: Opal eksperters sprog

Når opal eksperter taler om “harlequin”, “church windows” eller “needle fire” så bliv ikke overrasket for så taler de formodentligt om opaler. Farvespillet i opaler er beskrevet på mange forskellige måder som f.eks. de ovenfor nævnte.

Værdien af opaler bestemmes af mange ting, men det er næsten en videnskab i sig selv at vurderer en opal. Et andet sted på DGAL findes en artikel hvor jeg nærmere vil forklarer dette.

Opaler er en ædelsten med følelser. Den har ry for at kunne helbrede og afhjælpe depression. Den siges at hjælpe bæreren med at finde ægte kærlighed. Den er så unik at der ikke findes 2 nøjagtig ens stene med det nøjagtige samme udseende. Derfor tilbyder den også noget for enhver smag om det så er i sit varierende farvevalg eller mønster, så er den altid fascinerede at beskue. Og den er så afgjort en af mine favorit ædelstene. Fine opaler er meget sjældne og meget kostbare.

 

Læs mere om den hos GIA eller køb smykker hos DGAL.

-Troels Olivero

Please follow and like us: